Hjem » Fiskegrej » Silkekrogen

Silkekrogen

Fang hornfisk uden krog

SilkekrogenDet er ikke særlig tit at man som lystfisker får mulighed for at fange fisk uden at have krog på sit endegrej på den ene eller anden måde. Det kan man dog sagtens hvis du er ude efter at fange hornfisk. Løsningen hedder en silkekrog og den er super smart af flere grunde.

Børnevenligheden er helt i top. Da en silkekrog er lavet af lange silketråde der er bundet i en ring, er risikoen for personskade ikke større end hvis den lille purk får kastet blinket den sidder i, i nakken. Der er absolut mulighed for at de små selv kan få lov at prøve kræfter med montering, udkast osv. og så er det jo unægtelig noget sjovere når man selv må!

I al sin enkelthed virker en silkekrog på den måde, at man trækker de lange tråde i vandet efter sit blink. Når så en hornfisk kommer forbi og bider på, bliver de tynde tråde viklet ind i hornfiskens mange tænder. Selvom tænderne på en hornfisk er ret skarpe, så holder trådene faktisk rigtig godt alligevel og man kan således fange en del hornfisk på samme silkekrog før den skal skiftes.

Der findes masser af farver at vælge imellem, og igen er det meget smag og behag omkring hvad for en man synes virker bedst. Priserne ligger gerne fra ca. 10 kr til 25 pr. pose. Der er som regel 5 eller 10 silkekroge i hver pose.

Virker kun til hornfisk

Som bekendt vokser træerne ikke ind i himlen og der er således også en ulempe ved fiskeri med silkekroge. De virker kun til hornfisk!

Skulle man være så uheldig at en stor fed havørred kommer forbi og napper, ja så er der ingen chance for at få den på land. På den anden side kan man argumentere for at når man tager på fisketur efter hornfisk, så er det som regel ret specifikt fiskeri. Og har man børn med er fordelen jo klokkeklar.

Montering

SilkekrogenNår du skal montere dine silkekroge, er det som regel nememst at bruge en svirvel med lås. Både fordi det så er nemmere at skifte silkekrogen hvis den er ødelagt eller hvis du bare vil prøve en anden farve. Samtidig minimerer man også muligheden for tabte fisk, da en hornfisk godt kan være ret vild og voldsom.

Række følgen på montering er derfor således:
Blink – Springring – Svirvel med lås – Silkekrog

Du kan se det nærmere på billedet her ved siden af.

Så er det vist bare med at komme ud og fange en masse hornfisk. Knæk og bræk.

Skriv en kommentar

Din email adresse bliver ikke vist. Obligatoriske felter er markeret *

*